Børn og museer, godsspekulanter m.m.

Børn og museer

(Følgende debatindlæg indsendte jeg til Politiken, som bragte det som læserbrev i let forkortet udgave den 16.7.2013:)

Børn og museer

Skal ALT være for børn? 

I Byen har i disse tider en artikelserie hvor Marie Carsten Pedersen anmelder danske museer. Hun anmelder dem med fokus på børn. Den 12.7. handlede det om Rosenborg Slot, som fik på puklen for ikke at være børnevenligt nok i sin formidlling. Museet fik derfor en middel karakter fra MCP. De fleste danske museer har efterhånden overordentlig mange arrangementer for børn. Se bare på alle de annoncer, hvor de kappes om, at fortælle om alt det, de gør i børnehøjde. Man har indtryk af at mange museer kun har noget at byde på i skolernes sommerferie, påskeferie og efterårsferie. Jeg er dødtræt af at ALT skal være for børn! Hvad galt er der i at have et museum, der fortrinsvis er for voksne? Tænk hvis nogle museer turde bruge lige så mange kræfter og penge på at lave voksenarrangementer. Jeg er blevet en museumsnørd, selvom jeg voksede før børnemuseerne fandtes. Et museum behøver ikke ligne, eller være alternativ til børnehaven og skolegården. Man kan formidle viden til børn om vikingerne uden at det indebærer at tumle rundt med træsværd og plastikvikingehjælm. Jeg skal understrege at jeg bestemt ikke er børnefjendsk. Tværtimod, jeg synes at det er synd at børn skal spises af med en gang klappekage-formidling om kunst og kultur. Politiken kunne skabe lidt mere balance i børn/voksne-regnskabet med en artikelserie om museer med fokus på voksne!      

 

Godsspekulanter i det nordvestjyske - med fokus på P. A. Høegh til Rysensteen og Rammegård

Herregården Rysensteen ved Bøvling i Vestjylland (foto: Tina Høegh Nielsen)

(Artiklen (her i manuskriptform) udkom December 2013 i Gammel Estrup - Jyllands herregårdsmuseums årspublikation Herregårdshistorie 8:)

Indledning:

Fra det sidste årti af 1700-tallet og til et stykke ind i 1800-tallet huserede en gruppe af velhavende bedsteborgere i det vestjyske med at opkøbe, opsplitte og videresælge større og mindre godser. De har derfor i den senere litteratur fået den lidet flatterende betegnelse ”godsslagtere”. De opererede dels hver for sig, dels i kompagni- og interessentskaber.

Det var flittige herrer som Ulrik Christian von Schmidten (1761-1828), Frederik Christian Schønau (1772-1830) og Peder Andreasen Høegh (1769-1836), hvoraf de to sidstnævnte fortrinsvis holdt sig indenfor det vestjyske område, mens von Schmidten også købte herregårde i andre landsdele. Især von Schmidten var med i flere kompagni- og interessentskaber også uden for de tre godsejeres egen kreds. Mere end interessen for at tjene penge bandt dem sammen. Von Schmidten og Schønau var i familie med hinanden og samarbejdet mellem P. A. Høegh og Schønau førte bl.a. til ægteskabet mellem Høeghs søn og Schønaus datter i 1830.

Deres baggrunde var forskellige. Von Schmidten (født Schmidt) var søn af en velhavende apoteker i Horsens og blev sammen med sin bror optaget i adelsstanden 1798. Schønau var den eneste af de tre, som havde en formel uddannelse - han var cand. jur., hvilket førte til embedsmandsstillinger. Han sad i årene som godsspekulant også som byfoged i Lemvig, samt herredsfoged over Skodborg-Vandfuld herreder. Det var en dobbeltrolle som både han selv og Høegh nød godt af. Schønau var også øverstbefalende for den kystmilits, som blev etableret ved den jyske vestkyst i forbindelse med krigen mod Englænderne. 1802 blev Høegh udnævnt til befalingsmand i militsen under Schønaus kommando og var det indtil militsen blev opløst i 1814. 

P. A. Høegh var opvokset med en far, som var forpagter af bl.a. Rysensteen gods (herunder Rammegård) og hovedgårdene Herpinggård og Bækmark sydvest for Lemvig. Moderen overtog forpagtningen af Herpinggård og Bækmark, da hun blev enke. Og  Høegh selv står opført som forpagter af Herpinggård allerede som knap 20-årig i 1789[1]. Han er således den af de tre, som i praksis kender mest til godsdrift og det skal her handle mest om hans meritter.

 

P. A. Høeghs karriere som godsejer

Før han begav sig ud i opkøb var Høegh som nævnt forpagter. Hen mod slutningen af århundredet kom Rammegård også under forpagtning af ham i fællesskab med moderen. Dertil kommer at han arvede sin farbroders forpagtning af Vinderup sædegård ved Sahl i 1799.

 

I de første år af 1800-tallet var en del parceller af Rysensteens jorder udbudt til salg. Godsets daværende ejere kammerherre P. S. Fønss til Løvenholm (1764-1824) og von Scmidten (som dog udtrådte af partnerskabet 1802) havde få år tidligere fået tilladelse til at udparcellere jorden[2]. Det var nu et kludetæppe af jordstykker. I 1804 bød P. A. Høegh ved en auktion på en stor bid af hovedparcellen. En anden bød dog sølle 50 rdl. over de 24.000 som Høegh havde budt, nemlig Fr. Chr. Schønau, som dermed fik hammerslag på jordene[3]. Det var formentlig første gang, de var involveret i det samme godssalg - men ikke sidste.

Fra 1802 var Høegh dog ejer af Herpinggård, som han i forvejen havde i forpagtning. Han købte den af ejeren, som var førnævnte Ulrik Chr. von Schmidten, der kun havde ejet gården en kort årrække, efter at den var udstykket fra Baroniet Rysensteen. Muligvis stiftede Høegh også bekendtskab med von Schmidten for første gang på dette tidspunkt.

På trods af nederlaget til Schønau ved auktionen over parcellerne af Rysensteen, lykkedes det dog P. A. Høegh af få fingre i Kroghede eng, et stort areal som tidligere hørte under godset.  Rysensteen var altså nu delt ud i 3 hoveddele og nogle mindre parceller, hvoraf de tre hoveddele var ejet af Høegh, Schønau og kammerherre Fønss, der også var en af den tids store jyske godsspekulanter (og i øvrigt svoger til von Schmidten). Det er stadig temmelig uoverskueligt at prøve at få bare et nogenlunde overblik over hvem, der ejede hvilken jord i Rysensteen-puslespillet.  I realiteten må ejerforholdene have fungeret som et kompagniskab, der har skullet samarbejdes om mangt og meget bl.a. gærder og drængrøfter. 

 

Både Høegh og Schønau beskrives i litteraturen som meget aktive i forbindelse med inddæmning, dræning og nyopdyrkning af vådarealer og hedearealer[4]. Især arbejdet med dræning og udnyttelse af tidligere uopdyrket jord blev anset for moderne landbrug og ses at have interesseret mange andre ejere af store ejendomme også udenfor de vestjyske områder.

Det kan virke paradoksalt at de, som betegnes godsslagtere, også blev beskrevet som dygtige landmænd. Det ligger i sagens natur, at de også begge må have været gode administratorer og ivrige efter at finde nye indtjeningsmuligheder eller sagt på en anden måde: de var fremme i skoene på mange områder.

Endelig 1809 overtog Høegh så hovedparcellen af Rysensteen fra Schønau ved et mageskifte. Til gengæld fik Schønau så Herpinggård af Høegh! Senere samme år fandt en anden handel sted, idet Høegh købte Rammegård af Schønau. En ren bytte-bytte-købmand-leg med jordegods.

Derefter købte han kammerherre Fønss' 31 parceller af Rysensteen og 1813 flere parceller fra et dødsbo. Dermed var P. A. Høegh ejer af størstedelen af godset, som han drev frem til 1833, og efter sigende forbedrede en del hen ad vejen. Det er ikke til at få klarhed over hvilke forbedringer, der er tale om. Var der udelukkende tale om landbrugsmæssige/jordbrugsmæssige forbedringer eller foretog han også byggearbejder eller andre ændringer på selve hovedbygningerne på Rysensteen og Rammegård? Desværre indeholder ingen af godsarkiverne væsentlige oplysninger om hans ejertid og hans dispositioner.

 

Der er beretninger om at von Schmidten var meget aktiv med at bygge og indrette en række lystgårde. Schønau gjorde det også og det er utænkeligt, at Høegh ikke i det mindste har fået foretaget små ændringer eller moderniseringer i interiørerne. Rysensteen blev der ikke i det ydre ændret meget på, det står stadig som et klassicistisk hus efter en ombygning i 1700-tallet. Da Høegh overtog var det forfaldent og må have trængt til reparationer, men som nævnt, ved vi ikke hvor meget, der blev gjort ved sagen.

Rammegårds hovedbygning blev senere nedrevet og en ny opført i 1917. Det er sandsynligt at han foretog de fleste ændringer på denne gård, hvor han havde bopæl. Beskrivelserne af det daværende hus lyder på en af de længebygninger, som man stadig finder på enkelte mindre herregårde f.eks. Nordenbrogård på Sydlangeland. Af samtidige fotografier fremgår det, at Rammegård var et firefløjet anlæg, hvoraf hovedfløjen var 12 fag lang, grundmuret og i én etage[5].

 

Nu kunne man forledes til at tro, at P. A. Høegh ville slå sig til tåls med at drive disse to herregårde. Men 'proprietær Høegh', som han ofte benævnes i diverse dokumenter, fortsatte med at handle med forskellige gårde, jorder, pantebreve og kirker med kirketiender i en uendelighed. Oftest med en ikke ringe fortjeneste.

Nogle enkeltparceller af Rysensteen solgtes ad åre til gårdmænd, i nogle tilfælde den mand som havde haft gården i fæste. Generelt viser skøder og protokoller[6] at var han meget fair i sine salgspriser og i sin behandling af bønderne. Et forhold  som måske kan skyldes, at han selv var gift med en fæstebondes datter i modsætning til von Schmidten og Schønau, der begge havde giftet sig langt mere standsmæssigt.

Da han solgte Rysensteen i 1833 var det til sin svigersøn, Niels Mathias Petersen, som senere solgte størstedelen igen efter at have oprettet afbyggergården Vester Rysensteen til sig selv. Rammegård fandt også 1835 sin køber i den nære familie. Den gik til sønnen Hans Christian Høegh, gift med Schønaus datter.

 

Høeghs øvrige indtægtskilder

Salg af jord med fortjeneste og drift af de to herregårde var ikke de eneste indtægtskilder for P. A. Høegh.

En givtig forretning var også hans køb i forbindelse med en række skibes forlis eller stranding ved kysterne tæt på hans egn. De engelske krigsskibe i farvandet medførte at en del handelsskibe blev presset for tæt ind på land og stødte på grund.

1810 udnævntes han til strandingskommisær - mon ikke at det var efter anbefaling fra herredsfoged Schønau? Lønnen var at han fik rådighed over en god bid af lasten fra skibene. Derudover kunne han købe endnu en bid til en fordelagtig pris.

Nogle anså ham for at være lidt for rask til at bjærge strandingsgods på bekostning af andre interessenter. Han fik dog i et par kritiske tilfælde klaret skærene, fordi det var herredsfogeden - Schønau - som skulle afgøre tvister. Høegh var f.eks.i 1811 stævnet for dommeren i det sogn, hvor en stranding var sket, men han påberåbte sig at klagen skulle behandles af myndighederne i det sogn, hvor han selv var bosat - og hvor Schønau altså havde overmyndighed. En taktisk manøvre som Schønau må have været vel vidende om[7]

 

At samarbejdet med Schønau ikke altid gik glat, viser en lille historie som blev omtalt på egnen:

"På Rammegård boede en mand, som hed Høeg. Han brugte ofte at give folk en kindhest og så smide en tidalerseddel til dem. Han var en gang af en eller anden årsag bleven vred på herredsfogden i Lemvig. Så spurgte han ham en dag, hvad det kunde komme til at koste, når man gav en mand en ørefigen. "10 daler" lød svaret. Høeg langede ham så i det samme to ørefigen og smed 2 tidalersedler til ham. Siden brugte han ofte samme behandling over for andre."[8]

Rundt omkring på egnen blev der jævnligt afholdt auktioner. Præsteenker solgte ud af boet efter deres mænd, gårdejere solgte ud af dyrebesætningen og last fra strandede skibe blev udbudt. P. A. Høegh købte jævnligt ind på auktionerne. Religiøse skrifter, grise, køer, heste, møbler og en enkelt gang et fuglebur blev det til.

I 1830'erne afholdt han selv flere gange auktion på Rysensteen og Rammegård, hvor der bl.a. blev solgt ud af besætningen og af inventaret. Intet tyder dog på, at det var økonomiske vanskeligeheder, der betingede salget. I 1830 var kongens jagtrettigheder til 22 sogne i de omliggende herreder udbudt til salg på aution. P. A. Høegh købte rettighederne til 14 af dem.

 

Blandt de fire nævnte godsspekulanter var han den, der klarede sig bedst gennem den krise, der ramte landet generelt i de første årtier af århundredet og især spidsede til i 1820'erne. P. S. Fønss og von Schmidten måtte sælge alle deres godser. De levede deres sidste år i langt mere beskedne kår end i den gyldne periode. Schønau klarede sig også kun lige igennem. Efter hans død i 1828 blev hans ejendomme opkøbt af et interessentskab,  bestående af godsejere, proprietærer, gårdejere, købmænd og sognefogeder - 12 mænd. En af interessenterne var P. A. Høegh[9]. Schønaus enke fik et mindre beboelseshus i Lemvig som enkebolig, ikke en prangende arv.

P. A. Høegh beholdt Rysensteen intakt igennem de kritiske år og solgte som nævnt først godset i 1833.

 

Den usynlige godsejer

På Ramme kirkegård ligger en gravsten for P. A. Høegh. Indskriften er idag næsten ulæselig. Det skyldes at den oprindelig lå inde i kirken, i overgangen mellem koret og skibet, en på daværende tidspunkt - 1836 - meget prestigefyldt placering. Stenen er slidt af kirkegængere gennem årene.

På trods af sin aktivitet som godsejer, køber, sælger osv. er det svært at lokalisere spor efter Høegh. De to godsarkiver giver kun sparsomme oplysninger. Personlige breve og lignende arkivalier findes ikke i noget offentligt tilgængeligt arkiv.

Lige så usynlig er Høegh, hvis man ser på beskrivelserne af herregårdene i J. P. Traps statistisk-topografiske beskrivelse af Danmark. I førsteudgaven fra 1858 nævnes f.eks. at Rammegård tidligere havde været ejet af baron "Juul til Rysensteen" og så følger denne korte sætning: "Senere har den haft andre Ejere". På dette tidspunkt havde Rammegård været i familiens eje siden 1809. Den korte periode i begyndelsen af århundredet, hvor gården (efter at være udstykket fra baroniet Rysensteen) var spekulationsobjekt for bl.a. Schønau, er udeladt. Trap Danmark udgaven fra 1879, gengiver ordret den 20 år gamle tekst, men tilføjer dog at den er i H. C. Høeghs arvingers eje.

 

Til at illustrere denne artikel, ville det være godt med et portræt af P. A. Høegh. Men nej, det er ikke lykkedes at finde så meget som en skitse af manden. En slægtsforsker, Allan Søgaard Andreasen, som har givet mig adgang til vigtige kilder fra de forskellige arkiver, har i ca. 30 år - uden held - forsøgt at opspore et portræt. Blev Høegh så aldrig portrætteret? Det er en mulighed, men når man betænker at hans uofficielle valgsprog var: 'Høegh over Høegh, men ingen Høegh over Høegh på Rammegård', så forekommer det usandsynligt, at han ikke også har villet have sit eget kontrafej på lærred eller papir.

Af von Schmidten eksisterer der bl.a. et meget fint portræt, malet af en af guldalderens mest anerkendte portrætmalere C. A. Lorentzen. Von Schmidtens søn Marcus er udødeliggjort af selveste Jens Juel i portrættet "Løbende dreng", som nu befinder sig på Statens Museum for Kunst. Kammerherre Fønss findes der ihvertfald ét portræt af. Der er ikke noget, der tyder på at Høegh har villet stå tilbage for disse to på nogle områder. Formentlig er der fremstillet et eller flere portrætter af ham, som i tidens løb er forsvundet.

 

Godsspekulation var ikke opfundet af de nævnte jyske godsejere eller andre i deres samtid. Flere hundrede år før deres tid kendes der til godsspekulanter i Danmark - i renæssancen foregik det i stor stil. Omkring 1760 var det så udbredt at udstykke herregårde at det endte med at der kom en forordning imod det 1761. Forbuddet blev dog ophævet igen i otte år senere[10]. I Ringkøbing Amt, hvor bl.a. Rysensteen og Rammegård ligger, var godsslagtning meget udbredt. Spekulanterne bliver fra midten af 1800-tallet sat i skammekrogen af litteraturen, de blev usynlige, og man skal et godt stykke op i 1900-tallet før man finder enkelte små artikler om dem. Og så viser det sig at en del af dem, udover at tjene penge, også arbejder ihærdigt for at fremme landbrug og bøndernes forhold. Billedet af dem er mere nuanceret end tidligere antaget.

  

 



[1] Kirkebogen for Trans sogn i Ringkøbing Amt , hvor han er fadder ved en barnedåb den 7.6.1789.

[2] Disse to ses ofte at have været i kompagniskab i forbindelse med opkøb af godser og jord også udenfor lokalområdet.

[3] Landsarkivet i Viborg, Rysensteen godsarkiv, auktionsprotokol 1799-1804.

[4] Om Høegh bl.a. i omtalen af Rysensteen gods i: J. J. Hansen: Større Danske Landbrug, VIII bind .Ringkøbing, Ribe og Haderslev Amter. 1936, s. 47.

[5] Gengivet i J. B. la Cour: Danske Gaarde. Vol. 1., 1906,  s. 1179

[6] Diverse skøde- og panteprotokoller for Skodborg-Vandfuld herreder og auktionsprotokoller findes i Landsarkivet i Viborg.

[7] Justitsprotokol for Rysensteen birk 1801-14, Landsarkivet i Viborg.

[8] Berettet af L. K. Jensen i : Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det yske almueliv, som det er blevet ført i mands minde samt enkelt oplysende sidestykker fra Øerne. 1891, Nr. 318. s. 110.

[9] J. Søndergaard Jacobsen: Lemvig købstads historie, 1969, s. 286.

[10] Flemming Jerk: Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv. i Hardsyssels Årbog 1958, s. 108-109

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.09 | 18:34

Hej Tina
skal vi tale eller maile sammen.
Kh Henny
mig der var vild med Pavarotti

...
29.02 | 14:57

Der sker ikke rigtig noget her på siden. Der er kun noget om griseri fra december

...
17.06 | 14:01

Det ser sgu meget godt ud

...
07.10 | 20:57

Meget interessant

...
Du kan lide denne side