Kunstnere jeg gerne ville have mødt

Kender du det?

Du læser om en person og tænker: ham/hende ville jeg gerne have mødt! Sådan har jeg det nogle gange, når jeg sidder og arbejder på foredrag om en eller anden afdød kunstner. Der er et eller andet, der gør, at jeg får lyst til at vide mere om dem end det, jeg kan finde i litteraturen.

I denne rubrik skriver jeg om nogle af dem. Om hvad det er, der gør, at jeg lige netop gerne ville have mødt dem.  

Peter Paul Rubens

Peter Paul Rubens: Selvportræt med sin første hustru Isabella Brant, ca. 1610. Alte Pinakotek München.

Den nederlandske maler Rubens (1577-1640) må have haft en helt speciel personlighed. Da Rubens var dreng blev hans far fængslet på grund af sin tro - der var strid mellem protestanter og katolikker i hjembyen Antwerpen. Faderen ændrede sit religiøse standpunkt så det passede bedre med magthavernes. Det er måske denne episode tidligt i livet, som lærte Rubens at gøre det samme.

Rubens blev uddannet maler og blev hofmaler for en hel række af Europas fyrster. Hertugen af Mantua og den engelske konge Charles 1. var han knyttet til i lange perioder. Den franske dronning Maria af Medici kom også på listen og endelig en længere periode som hofmaler for den katolske, spanske kongefamilie (jeg behøver vel ikke at fortælle at Rubens på dette tidspunkt selvfølgelig var katolik). Den spanske konge fik også herredømmet over nederlandene og under arbejdet for de spanske statholdere i hans hjemland fik Rubens en helt unik position. Ud over at være den højest rangerende hofmaler, var han også diplomat på vegne af statholderne. En dobbeltrolle, som ikke kan have været helt nem, men som alligevel også forekommer ret ligetil. Han var jo ofte - via sit erhverv som portræt-maler - i kontakt med andre herskerfamilier og ledende medlemmer i andre lande.

Rubens var meget asketisk i sin livsførelse, spiste efter helt bestemte regler hver dag og stod op kl. 4 hver morgen. Det kan undre at han maler frodige, barmfagre kvinder i livlige allegoriske scener!

Denne sammensatte personlighed ville jeg gerne have mødt! Jeg ville gerne vide, hvordan han håndterede sin komplekse rolle, hvordan han bar sig ad med at være i stadig yndest hos de forskellige fyrstefamilier, hvor af flere af dem rummede mere end besværlige medlemmer. Hvordan styrede han hele sit malerværksted, hvor han havde andre malere ansat til at male plante- og blomstermotiver, dyr og baggrundslandskaber. Hele dette værkstedmenageri blev ofte åbnet for kunder, både potentielle og tidligere, så de kunne besigtige alle de værker, som hang i det store atelier, fra gulv til loft. Selvfølgelig blev han også adlet for sine bedrifter og forstod også at iscenesætte sig selv som en anden adelsmand, som det ses på billedet herover.      

Johannes Larsen

Johannes Larsens hjem Møllegården i Kerteminde, som han flyttede ind i 1901 og beboede til sin død som 94-årig i 1961. Fuglemaleren Johannes Larsen havde selvfølgelig stærekasser på husmuren! Møllegården er nu museum.

Det er lidt af et spring at tage fra Europas herskende klasser til den danske provinskøbstad Kerteminde, men det var ikke desto mindre herfra én af mine 'Hvordan var de'-kunstnere stammede fra.

Han blev født 1867 som søn af en af byens foretagsomme købmænd. Johannes Larsens morbror var kunstmaler og boede i nogle år hos familien. Hér lærte den lille Johannes de grundlæggende færdigheder indenfor tegning og maleri. Meget tidligt tegnede han minutiøse gengivelser af døde fugle. Til familiens store skræk samlede Johannes på døde fugle!

Han kom senere på malerskole i København - ikke på Kunstakademiet, men på Zahrtmanns malerskole. Kristian Zahrtmann og et par andre malere havde startet et alternativ til akademiet, fordi de mente at akademiets uddannelse var forældet og ubrugelig (de var alle selv uddannet dér, men det er en anden historie). På skolen mødte Johannes Larsen en flok af kammerater, som han stort set holdt sammen med resten af deres liv (han blev selv 94 og overlevede dem alle). Flokken talte de to andre mest kendte Fynbo-malere Fritz Syberg og Peter Hansen foruden andre samtidige kunstnere.

Det var en spæd start - pengene var små, så Johannes Larsen måtte på sin bryllupsdag forlade sin brud Alhed og spadsere de 50 km hjem til Kerteminde for at male en guldregn, som netop stod i blomst. Billedet af guldregnen skulle med på en snarlig udstilling og indkomsten fra salget af billedet skulle gå til møblerne i deres nye hjem.

Johannes Larsen var ikke noget særlig talende menneske, han havde det bedst med at sidde for sig selv foran staffeliet og gerne ude i det fri hele året rundt. Da de københavnske journalister, i forbindelse med en udstilling, bad ham forklare sine billeder, henviste han dem til sin kone eller søn. De kunne bedre forklare billederne mente han! 

Sammen med Achton Friis lavede han det store bogværk De Danskes Øer. Friis, som faktisk selv var tegner og maler, stod for teksten og Larsen for tegningerne. På en af sejlturene rundt til de små danske øer havde de allieret sig med en gammel skipper, som kendte til området. En storm trak op, det blev uvejr. De måtte gå i redningsbåden og forsøge at ro ind til land. Achton Friis var søsyg, den gamle skipper havde ikke kræfter til at ro. Det var derfor den høje, tynde, benede, men også seje Johannes Larsen, som ene mand - efter to timers åretag op mod de høje bølger - fik selskabet roet på land.

Det er denne sammensatte mand, som opholdt sig udendørs det meste af sit liv (altid med piben i munden) og malede de smukkeste fugleportrætter og landskaber, som jeg gerne ville have mødt. Han må have haft en fantastisk opfattelsesevne og dog kan han ikke sætte ord på sine oplevelser. Jeg ville også gerne forstå hvordan hans fysik kunne holde til et udendørsliv i sne og is og i pibens røg. Hans seje udholdenhed er en kontrast til hans værker, de sarte fuglebilleder og landskabsbilledernes lysende farver.       

Leonardo da Vinci

Leonardo da Vinci's Vetruvianske mand.

Ja, der er lidt af et spring fra Johannes Larsen i Kerteminde til renæssancens Italien! Men Leonardo da Vinci må have været et interessant bekendtskab. Han var vel, hvad vi idag kalder en multikunstner. Skabte freskomalerier til Peterskirken i Rom, lavede skulpturer, var vildt optaget af kroppens proportioner, af anatomi (var tilskuer ved dissektioner, selvom det egentlig var forbudt for lægmænd) og af fuglenes bevægelser - han ville afdække hemmeligheden bag deres flyveevner. Han dvælede som regel ikke længe af gangen ved sine projekter, måtte hurtigt videre til en ny idé. Måske var han blevet kaldt et damp-barn i vores optik. Dette sprudlende, geniale menneske ville jeg gerne have siddet til bords med!   

Andrea Palladio

Frontespice til en af Palladios fire bøger om arkitektur, Quattro Libri dell'Archittettura, hvori han afbilder både eksempler på sin egen arkitektur og antikke romerske bygningsværker. Bogen blev meget udbredt og er siden genudgivet mange gange og oversat til mange sprog.

Vi bliver i Italien og i renæssancen men flytter fokus over til arkitekturens verden. Palladio (1508-80) var egentlig uddannet stenhugger, men endte med at blive en af sit hjemlands - og hele verdens - mest berømte arkitekter. Eftertiden har studeret og efterlignet hans værker og stil i én uendelighed.

Hvad var det så han kunne? For mig at se har Palladios bygninger nogle proportioner, som er meget harmoniske. Ligesom Leonardo da Vinci dyrkede Palladio de ideelle proportioner. For Palladio selv var den store inspirationskilde antikkens (romerske) arkitektur, som han tidligt oplevede på en rejse til Rom, fra sin fødeegn Veneto i Norditalien. Han mente at antikkens arkitekter havde en fuldkommen sans for de rette proportioner, dem han altid selv søgte efter. I sin arkitekturtraktat, Quattro Libri dell'Architettura, udgivet 1570, anviser han eksempler på bygningsværker med de rette proportioner - en stor del af dem var hans egne værker, men her var også en del af den romerske antiks mest kendte (i datiden) bygninger. Bøgerne rummer Palladios mest efterlignede bygning, Villa Rotonda (tegnet 1566). Den eksisterer i bedste velgående, ligger lige i udkanten af byen Vicenza i Veneto.  

Villaen er valfartssted for os Palladio-entuisiaster fra hele verden og det har den stort set været siden opførelsen.  Den er fuldstændig symmetrisk - en af de vigtigste egenskaber for Palladio. Her han han arbejdet gennemført med de geometriske former. Grundplanen er en firkant, hvori der er anbragt en cirkel - en rotunde - med kuppel. Alle vinduer er anbragt fuldstændig symmetrisk og med mål (venezianske mål = bracia, som egentlig betyder arm) som er nøje udtænkt  sådan at hvert vindue, eller hver dør, udgør en vis procentdel af den samlede facade. Palladios bygninger er både geometriske og proportionerne er udregnet med matematisk nøjagtighed. Set i realitetens lys må man sande at det kan giive nogle mærkelige rumproportioner indvendigt, når man følger sådanne proportionsregler fuldstændigt! Prøv selv at tegne en firkant og tegn derefter en cirkel inde i firkanten. Rummmet i cirkelen er perfekt, men husets andre rum bliver ikke helt lette at indrette! Alligevel er Villa Rotonda dén mest efterligende bygning blandt Palladios værker.

Især i England blev man fanatiske ny-palladianister allerede i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Lord Burlington (en gentleman-architect, som han kaldes) byggede Chiswick House tæt på hovedbygningen til sit eget landsted i udkanten af London. Det ligger der også den dag idag. Hovedbygningen er senere revet ned, men Chiswick House er museum og kan besøges. Parken indeholder andre ny-palladianske elementer: et lille tempietto, estrada med skulpturer, palladiansk bro over floden og kaskade.

Palladios egen svigersøn, som fuldførte nogle af Palladios bygninger efter hans død, kopierede Villa Rotonda flere steder i Italien.

Netop på grund af de harmoniske, symmetriske proportioner er Palladios bygninger en lise for øjet at se på. Det oplever man især i villaerne. Ud over Villa Rotonda er Villa Barbaro og Villa Emo åbne for publikum. De er begge to overdådigt udsmykket indvendigt af bl.a. den venzianske renæssancemaler Veronese. Palladios kirker, Il Redentore og San Giorgio i Venedig, kan godt forekomme en anelse monumentale på trods af det harmoniske i proportionerne. San Giorgio-kirken har muligvis været en C. F. Hansens inspirationskilder til Københavns Domkirke!

Andrea Palladio må have haft et enormt overblik og sans for systematik både for at skabe sine bygninger, men ikke mindst i forbindelse med arbejdet på arkitekturtraktaten. Jeg ville gerne have mødt denne proportionsnørd, som var så fascineret af antikkens arkitekturtraktater og antikkens filosoffer. Han var en tidligt forældreløs stenhuggerlærling, som endte med at arbejde for de velhavende overklasse i Norditalien og for pavens i Rom.    

Agnes Slott-Møller

Agnes Slott-Møller har malet Margrete den I. Billedet hænger på Fyns Kunstmuseum i Odense. Agnes Slott-Møller vedblev at male de storladne historiske motiver længe efter at andre malere havde lagt emnet på hylden.

Det er vel egentlig ikke for hendes værkers skyld at jeg gerne ville have mødt Agnes Slott-Møller (1862-1937). Og dog. Hendes store nationalromantiske  motiver kan let synes ' for meget' i al deres storladenhed (samtidig med at detaljerne i billederne er meget præcist og naturalistisk afbildet) men det, der vækker min nysgerrighed er følgende: hvordan kan det lade sig gøre at en maler (Agnes) som er med til at bryde Kunstakademiets monopol på uddannelse af kunstnere - hun og hendes mand, maleren Harald Slott-Møller var med i den gruppe som startede De Frie Kunstskoler i 1891 - langsomt går hen og bliver mere og mere reaktionært nationalromantisk længe efter at stilen i virkeligheden er uddød i Danmark?

Hvad er det der får hende til stædigt at holde fast i en stil og et syn på kunsten og samtidige kunstnere, som ender med at isolere hende fuldstændigt fra resten af kunstlivet?

Hun havde stærke meninger - og fremsatte dem i artikler og bøger. I erindringsværket Folkevise Billeder fra 1923 fortæller hun om sin fascination af middelalderskikkelserne i folkeviserne. De øvrige danske kunstnere malede på dette tidspunkt det selvoplevede, f.eks. naturen og storbylivet. Men ikke Agnes, hun malede videre med motiver fra folkeviser og den danske historie, selvom hun stort set ikke solgte nogle værker i sin samtid. Det betød også at familiens økonomi var temmelig anstrengt i perioder, hun måtte låne af sine venner. En af dem var Georg Brandes, som hun og Harald var meget inspirerede af i deres ungdom. Han var forlover ved deres bryllup, men faldt i unåde hos Agnes, da han kritiserede hendes billeder for at være alt for højtravende.

Det er i øvrigt karakteristisk, at hun med sine stærke meninger ofte blev rygende uvenner med venner og kolleger. En valkyrie kaldte nogle hende. Ligegyldighed vakte hun sjældent. Hun gjorde hvad der passede hende.  Også da hun sidst i 1890'erne, hvor hun og Harald havde flere meget lange ophold i England, forelskede sig heftigt i digteren Richard la Gallienne. De havde et længere forhold, men til sidst fik Harald Slott-Møller nok og rejste videre til Italien. Alene tilbage i London følte Agnes sig ensom - Richard la Gallienne gav ikke sin opmærksomhed eksklusivt til hende - og hun savnede Harald. Resultat: de blev genforenede med nyt barn til følge. Hun var menneske af kød og blod i en periode hvor kvinder helst skulle være milde og føjelige. Agnes malede nok motiver fra de ældste tider i Danmark, men hun var på andre områder langt forud for sin samtid. 

Denne valkyrie ville jeg gerne have observeret 'in flesh'.           

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.09 | 18:34

Hej Tina
skal vi tale eller maile sammen.
Kh Henny
mig der var vild med Pavarotti

...
29.02 | 14:57

Der sker ikke rigtig noget her på siden. Der er kun noget om griseri fra december

...
17.06 | 14:01

Det ser sgu meget godt ud

...
07.10 | 20:57

Meget interessant

...
Du kan lide denne side